Kulturskolens Orkester
Orkesteret er for både børn og voksne
Orkesteret er et fantastisk tilbud til alle, der har lyst til at spille sammen.
Man skal have et minimum af instrumentale færdigheder på sit instrument for at være med. Orkesteret består af de instrumenter, der findes i et symfoniorkester: violin, bratsch, cello, bas, obo, tværfløjte, klarinet, fagot, saxofon, trompet, basun / trombone, tuba, slagtøj.
Musik har ingen alder, og orkesteret er derfor et tilbud til alle fra 9-99 år. Som voksen musiker trænger man måske til at få genopfrisket tidligere musikundervisning, eller kan blot tænke sig at spille sammen med andre voksne og børn. For eleverne i Kulturskolen er sammenspil sjovt og en meget vigtig del af musikoplevelsen.
Vil du spille med i vores orkester, så klik på linket nedenfor. Der er ingen andre krav end, at man skal kunne læse noder.
Hvert år medvirker flere både nuværende og tidligere elever fra Orkestret i en koncert med Vejle Symfoni Orkester. Det er altid en fantastisk oplevelse.
Her kan du se, hvad de tre elever Frederik, Iben og Camilla siger om oplevelsen med Vejle Symfoniorkester.
Fredrik er 17 år, har gået på Orkersterefterskolen, og har spillet med i Orkestret i 7 år.
Camilla er 14 år og har spillet med i Orkestret 1 1/2 år.
Iben er 20 år og har spillet med i Orkestret i 7 år.
"Jeg synes, at det er en kæmpe gave at få lov at spille med i så godt et orkester som 10 årig. Selvom man kun lige hang på i starten, og alt virkede uoverskueligt nogensinde at lære, så gik det bedre og bedre med tiden, og med den rigtige gejst bliver man til sidst til noget. Der bliver støttet meget op om de unge og lagt vægt på, at de må være med, før de egentlig har niveauet til at spille ordenligt med."
"Jeg har udviklet mig så meget ved at spille med i Vejle symfoniorkester. Både teknisk, men også sammenspilsmæssigt. Og man lærer også rigtig meget musik at kende og bliver præsenteret for komponister, man måske ikke kendte i forvejen. Det giver også noget socialt, at være sammen med så mange musikere og ikke mindst alle dem fra kulturskolen Hedensted, da vi jo er mange derfra og også arrangerer samkørsel frem og tilbage."
At spille med Vejle Symfoniorkester:
- giver gode oplevelser.
- giver mig følelsen af, at jeg er med til at skabe noget.
- giver gode udfordringer.
- er virkelig sjovt.
Orkesteret øver onsdag aften kl. 19-21 på Hedensted Skole.
Vi har det rigtig hyggeligt, når vi øver, og der er et godt socialt samvær blandt orkesterets medlemmer.
Orkestret er gratis for Kulturskolens instrumentalelever.